Unge indsats der rykker

I arbejdsmarkedsudvalget var vi torsdag d. 6 december, på ”træningsbanen”. I Kolding arbejder vi ud fra et styringsprincip, der hedder ”Borgerens centrum”, et princip der tager udgangspunkt i den enkeltes situation og ønsker for fremtiden. Torsdag talte vi også ”den unges centrum”, og vi kiggede på hvordan ungeindsatsen gribes an i dag, hvor vi blandt andet har ansat 6 talentudviklere, der højner de unges selvværd og lyst til læring. I min verden, burde vi lade uddannelsesvejlederne i Kolding kommune få friere rammer, så de også kan tænke mere på tværs og løse flere opgaver lignende dem talentudviklerne beskæftiger sig med. For efter en tur på træningsbanen, der er fyldt med indsigter fra det virkelige liv, står det lysende klart, at der i langt større grad er brug for stærke vejledere, der er gode til relations arbejdet med vores unge mennesker, end der er behov for ”sagsbehandlere”! Derfor mener jeg at det er knusende nødvendigt at fastholde kommunens ungeindsats i Børne og uddannelsesforvaltningen, og ikke sende UU i jobcenterregi hvor de unge alt andet lige på papiret bliver klientgjorte og vurderet på hvor ”ydelsesparate” de er. Derfor en velmenende opfordring fra Faglæreren, studenten og kloakmesteren; Når ungeindsatsen nytænkes, så tænk uddannelse.

Du kan da ikke komme på gymnasiet! Du er simpelthen for dårlig til at slå søm i

Tænk sig hvis du skulle kunne save lige præcis efter en streg, banke et søm i et bræt uden det bøjede eller kunne skifte et hjul på en bil for at komme i betragtning til en plads på gymnasiet! Det giver overhovedet ikke mening vel? Nej. Alligevel er det tilsvarende krav, godt nok med modsatrettede kompetencer at unge der skal kunne save efter en streg, eller skifte et hjul på landets erhvervsskoler bliver mødt med.

Der er naturligvis mange unge, for hvem et 2-tal i dansk og matematik ikke er et problem at opnå, og heldigvis for det, men hvad med de unge der kan finde ud af at svinge hjulnøglen men ikke stave til den? Hvorfor skal de tvinges tilbage på skolebænken, et sted de formegentligt afskyr, for at kunne læse og forstå Michael Strunges ellers fantastiske tekster, når de bare gerne vil ud på værkstedet og arbejde? Hvorfor beder vi unge mennesker bruge yderligere tid på noget der for dem er ligegyldigt, før vi vil lade dem tage en erhvervsuddannelse og få et svendebrev?

De der karakterkrav! Jeg forstår dem ikke. Hvis nogen vil noget nok, så kommer de kompetencer der er behov for, under uddannelsen og arbejdet på værkstedet!

Afskaf de overflødige karakterkrav, og giv lysten til læring tilbage til de unge mennesker.

Meget mere faglig stolthed, TAK!

Jeg har for 3. år i streg haft fornøjelsen af at være skuemester til regionsmesterskaberne for anlægsstruktøre. 4 rigtig flotte opgaver, som alle drengene kan være stolte af. Vinderne der skal repræsentere vores region til DM i skills i Herning blev Amu Fyn. Tillykke til Ib og de fynske knægte

De netop afholdte regionsmesterskaber for struktøre, der også er kvalificeringen til DM i Skills, er en super begyndelse på at fokusere positivt på håndværksfagene👍 Vi erhvervsuddannede skal tale hinanden op. Som udlært struktør kan du næsten garanteret gå direkte i job, endda til en rigtig fornuftig løn. Kom så knajter og knajtinder, bliv struktør og byg fremtiden til alle os andre.

 

Tobias K. J. Jørgensen

Byrådsmedlem i Kolding (V)

Kandidat til Region Syddanmark

Kolstrup Bygade 4

6070 Christiansfeld

Faglig stolthed på forreste række!

På lørdag er der håndværkets dag i Christiansfeld, byen har siden 1700-tallet været kendt for det gode håndværk. Jeg er selv udstyret med både en studenterhue og et svendebrev, og må sige at det er de ”kloge hænders” tid. Det er længe siden efterspørgslen på faglært personale har været så stor, og den underkendelse der i lang tid har været af erhvervsuddannelserne, den bider nu os selv i bagen. Jeg er stolt af min studenterhue, men lever af mit svendebrev, for jeg er struktør til jeg dør. Kammerater find den faglige stolthed frem og husk at en smed, elektriker eller teknisk isolatør, aldrig bliver mindre værd end en ”cand. Lidt”. Derfor er jeg glad for at Christiansfeld holder ved sin oprindelige DNA, og hylder håndværksfagene for 7. gang. Der er åbningstale kl 10.00 ved trappen til søsterhuset, kom og lyt, vær med og slut af med en rundtur i Unesco byen.

 

Tobias Jørgensen

Byrådsmedlem i Kolding (V)

Kolstrup Bygade 4

6070 Christiansfeld