Afbureaukratisering, mindre administration, mere action og så videre.
Siden Poul Schlütters tid som statsminister, har der været talt om mindre papirarbejde, i den samme tidslinje er der stort set ikke sket andet end det modsatte! Jeg mener faktisk at meningsfuld administration- og dokumentation som betaling af fakturaer, og medicin- og væskeskemaer har sin fulde berettigelse. Men vi skal altså stole mere på den faglighed vores dygtige offentlige ansatte bære med sig sammen med uniformen. Jeg har som kommunalpolitiker blandt andet været i praktik i hjemmeplejen, både den private, og kommunens egen, fælles er at de ansatte er vildt dygtige, både til deres opgaver, og til kommunikationen omkring deres arbejdsdag kollega til kollega.
Hvis jeg engang får brug for hjælp, så håber jeg at det bliver fra nogen, der er lige så dygtige og dedikerede som dem jeg har mødt på min vej. Jeg håber til gengæld også, at vi kan fjerne en del af den meningsløse kontrol og tids-tyranniet mange føler de arbejder under. Langt hen ad vejen, er det en kommunal opgave, at skabe et godt arbejdsklima, men når jeg kommer på Christiansborg, så vil jeg kæmpe for, at der bliver lyttet til eksperterne, nemlig de ansatte, så der på deres anbefalinger kan ryddes op i kontroldokumentationen, så kun den meningsfulde dokumentation efterlades.
De kloge hænders arbejde skal igen være et naturligt førstevalg, når man vælger sit arbejdsliv. Det gør vi kun ved at lytte til vores ansatte, så vi sammen med dem kan skabe de bedste arbejdspladser.