Stem personligt

Så er det nu krydset skal sættes, Danmark skal have en ny regering, og det er dig der bestemmer hvem der skal på Christiansborg. For mig er der ingen tøven, jeg stemmer på en der har en erhvervsuddannelse, og har haft en karriere i bygge- og anlægsbranchen. En der ikke er for dobbeltmandat, men er klar til at trække i arbejdstøjet og knokle benhårdt på borgen, for virkelighedens danskere.

Helt usædvanligt mange har ikke besluttet sig for hvem de vil stemme på, min opfordring er, sæt dig ind i hvilke kandidater du kan stemme på, og find ud af hvilken kandidat der repræsenterer dig bedst og stem personligt.

Gennem valgkampen har jeg mødt rigtig mange engagerede mennesker, der har stillet deres mandat til rådighed, fælles for dem alle, uanset partifarven, er at de vil det bedste for Danmark. Vi er ikke altid enige om vejen og politikken der er bedst for Danmark, dog har jeg kæmpe respekt for de mennesker der rent faktisk engagerer sig, og er klar til at gøre en forskel.

Opfordringen herfra skal derfor igen lyde. Stem personligt på den kandidat, du mener kan gøre en forskel for dig og dine værdier.

God valgdag.