Stem personligt

Så er det nu krydset skal sættes, Danmark skal have en ny regering, og det er dig der bestemmer hvem der skal på Christiansborg. For mig er der ingen tøven, jeg stemmer på en der har en erhvervsuddannelse, og har haft en karriere i bygge- og anlægsbranchen. En der ikke er for dobbeltmandat, men er klar til at trække i arbejdstøjet og knokle benhårdt på borgen, for virkelighedens danskere.

Helt usædvanligt mange har ikke besluttet sig for hvem de vil stemme på, min opfordring er, sæt dig ind i hvilke kandidater du kan stemme på, og find ud af hvilken kandidat der repræsenterer dig bedst og stem personligt.

Gennem valgkampen har jeg mødt rigtig mange engagerede mennesker, der har stillet deres mandat til rådighed, fælles for dem alle, uanset partifarven, er at de vil det bedste for Danmark. Vi er ikke altid enige om vejen og politikken der er bedst for Danmark, dog har jeg kæmpe respekt for de mennesker der rent faktisk engagerer sig, og er klar til at gøre en forskel.

Opfordringen herfra skal derfor igen lyde. Stem personligt på den kandidat, du mener kan gøre en forskel for dig og dine værdier.

God valgdag.   

Meget mindre kontrol.

Afbureaukratisering, mindre administration, mere action og så videre.

Siden Poul Schlütters tid som statsminister, har der været talt om mindre papirarbejde, i den samme tidslinje er der stort set ikke sket andet end det modsatte! Jeg mener faktisk at meningsfuld administration- og dokumentation som betaling af fakturaer, og medicin- og væskeskemaer har sin fulde berettigelse. Men vi skal altså stole mere på den faglighed vores dygtige offentlige ansatte bære med sig sammen med uniformen. Jeg har som kommunalpolitiker blandt andet været i praktik i hjemmeplejen, både den private, og kommunens egen, fælles er at de ansatte er vildt dygtige, både til deres opgaver, og til kommunikationen omkring deres arbejdsdag kollega til kollega.

Hvis jeg engang får brug for hjælp, så håber jeg at det bliver fra nogen, der er lige så dygtige og dedikerede som dem jeg har mødt på min vej. Jeg håber til gengæld også, at vi kan fjerne en del af den meningsløse kontrol og tids-tyranniet mange føler de arbejder under. Langt hen ad vejen, er det en kommunal opgave, at skabe et godt arbejdsklima, men når jeg kommer på Christiansborg, så vil jeg kæmpe for, at der bliver lyttet til eksperterne, nemlig de ansatte, så der på deres anbefalinger kan ryddes op i kontroldokumentationen, så kun den meningsfulde dokumentation efterlades.

De kloge hænders arbejde skal igen være et naturligt førstevalg, når man vælger sit arbejdsliv. Det gør vi kun ved at lytte til vores ansatte, så vi sammen med dem kan skabe de bedste arbejdspladser.

Vi skal højne den faglige stolthed.

Meningsfuldt arbejde giver faglig stolthed! Vi skal facilitere beskæftigelse uanset uddannelsesniveau, for god arbejdsmarkedspolitik handler om at kunne sørge for sig selv og bidrage til samfundet. Dette er mit mantra, og dette er hvad jeg kommer til at forfølge politisk på Christiansborg.

Vi skal genindføre mesterlære princippet, vi har desværre en masse unge mennesker, der fravælger en erhvervsuddannelse, fordi skolen er uoverskuelig, jeg selv fik godt 1 års merit på mit svendebrev, da jeg havde arbejdet i faget i flere år, da jeg startede på skolen. Det er jo helt grundlæggende det det drejer sig om. Erhvervserfaring skal ses som en kvalifikation, uanset om man vil videre i nyt job, eller starte på uddannelse. ”Meget mere mesterlære”, og ”Erhvervserfaring som en kvalifikation.” Desuden håber jeg på, at man kan gøre erhvervspraktik i 8. klasse obligatorisk, en uge i en børnehave eller på et snedkerværksted, giver et helt andet billede af uddannelsesmulighederne, end kun brobygning, og UU.

Slutteligt tænker jeg, at en gentænkning af jobcentrene som vi kender dem, vil være på sin plads. Mennesker der kan og vil arbejde skal ikke stå i kø med ulykkelige skæbner der ikke har samme mulighed for at passe et job. Jeg mener at A-kasserne skal tage et endnu større ansvar, og lade kommunernes forvaltninger tage vare på de der ikke kan selv. Med den nuværende lovgivning, føles det som om, at kommunens økonomi, afgør hvor syg du skal være, før du kan få hjælp. Og det er ikke ok.

PTSD, der er behov for en national indsatsplan!

Et godt helbred kræver både fysisk og mental sundhed. Forebyggelse og fællesskaber er den bedste og billigste behandling. Det er derfor vigtigt, at man gennem hele livet udover diagnosticering og behandling sikrer muligheder for både tjek og genoptræning af det mentale helbred på samme måde som det fysiske.

I foråret 2006 arbejdede jeg som befalingsmand på Varde kaserne, jeg elskede det, og var i al beskedenhed også god til det. En morgen blev jeg mødt med en mail i indbakken der beskrev, at jeg skulle udsendes til Afghanistan, og det eneste jeg læste var, ”Du skal i krig.”

Aftalen og planen var en anden, så jeg tog konsekvensen og sagde op, afmønstrede sammen med mine værnepligtige, og for mig begyndte et nyt liv uden for forsvaret. Flere af mine kolleger fra dengang, traf en anden beslutning end jeg, og jeg har kæmpe respekt for dem og andre der har været udsendt for Danmark.

Kære veteraner; Ingen der ikke har været udsendt, vil nogensinde kunne forstå hvem og hvad I er, Veteraner. Jeg er glad for at I har fået flagdagen d. 5 september, og at PTSD anerkendes som arbejdsskade. Som tidligere ikke udsendt befalingsmand, har jeg set hvad en eller flere udsendelser kan gøre ved mennesker.

Derfor vil jeg i folketinget arbejde for, at der laves en national indsatsplan for PTSD ramte.

Trafikstøjen fra motorveje skal reduceres.

Infrastrukturen er en livsnerve til Erhvervs- og vækstpolitikken her i centrum af produktions Danmark. E20 og E45 skærer sig gennem vores landskab, som en guldåre af muligheder for vores område. Og det er ikke ukendt, at der er behov for mere asfalt, for at imødekomme den trafik der kører på vores motorveje, derfor ønsker vi også, at motorvejsnettet dimensioneres og udvides med ekstra spor og afkørsler, så trafikken glider lettere til glæde og gavn for os alle.

Men der er en vigtig ting vi skal huske. Støjen skal væk, mange mennesker indlægges hvert år, med forhøjet blodtryk, og hjerteproblemer, der kan relateres direkte til vejstøj.

Derfor er der behov for tiltag som støjreducerende asfalt og effektive støjværn langs større veje der ligger bynært.